Forebyggelse af stress

 

                                                   Du kan gøre meget selv for at forebygge stress

 

Herunder er kort beskrevet nogle gode hverdagsvaner, som vil hjælpe dig med at holde dig stressfri.  


 
"Nej"    "Hjælp"    "Pyt"   

3 vigtige ord, du skal være gode venner med.

Sig nej, hvis du ikke har ressourcerne, ikke har lyst eller det føles forkert.
Husk at Nej = Ja til dig selv og dine behov.

Bed om hjælp, når du har brug for det. Det er en styrke at turde række ud til andre. De fleste vil gerne hjælpe.

Øv dig i at sige pyt. Pyt er ikke det samme som at være ligeglad. Når noget opleves som utilfredsstillende, men som er udenfor din kontrol, så kan ordet pyt hjælpe dig med at frigive energi, så du kan forkusere på det, du har indflydelse på. 

 

Gode hverdagsvaner

Kend dine stress-signaler/symptomer
For at kunne forebygge og håndtere stress, er første skridt at lære stresssymptomerne at kende.
Når du kender din egen måde at reagere på, når du bliver presset, kan du lettere stoppe op, inden stressen udvikler sig. Læs mere under afsnittet Stresssymptomer.

 

Vær fysisk aktiv
Fysisk aktivitet brænder stresshormoner af og booster dit energiniveau, øger dit selvværd og dit samlede overskud. Når du bevæger dig udløser kroppen automatisk endofiner, som hjælper dig til at tænke mere positivt og komme i godt humør. Det gør dig samtidig mere naturligt træt og forbedrer din nattesøvn.
Oplever du allerede stress, så er moderat motion det bedste fx en rask gåtur, let løb og cykling, havearbejde o.lign. Forskning viser, at let pulstræning er godt, mens hård styrketræning kan forstærke stress i kroppen.
Er du ikke stresset, er alle former for motion og fysisk aktivitetet en god måde at forebygge stress på.

 

Spis sundt
Kroppen har brug for ekstra mange vitaminer og mineraler, når du skal præstere godt. Dit immunforsvar nedbrydes af stresshormoner, og det er derfor ekstra vigtigt at spise sundt i perioder med stort pres. Undgå for meget sødt, det forstyrrer din blodsukkerbalance samt alkohol, da det ødelægger din søvnkvalitet.

 

Sov godt og nok
Søvn er altafgørende for at fungere godt i hverdagen. Når vi sover genopbygges kroppen med cellefornyelse herunder også hjernen. Når du er stresset, har du brug for ekstra søvn. Tag gerne en powernap midt på dagen og sørg for en jævn døgnrytme ved at gå i seng og stå op på nogenlunde samme tid. Har ud svært ved at falde i søvn eller vågner midt om natten, kan du have brug for at tømme hovedet for tanker før sengetid.

 

Slap af i hovedet
Mental afslapning øger din kreativitet og evne til at løse problemer. Når du er stresset, så arbejder din hjerne hurtigere for at finde løsninger og gør dig mentalt træt. Når tankerne summer rundt og rundt i dit hoved, er det en god idé at give slip, tømme hovedet for tanker og derefter være fysisk aktiv eller lave vejrtrækningsøvelser, mindfuldness eller lytte til noget afslapnings-/afstressningsmusik fx på YouTube.

 

Tøm dit hoved
Brug ikke din hjerne som opslagstavle, men skriv alle dine tanker, idéer og ting, du skal huske ned på papir eller computer. Tøm hovedet helt. Listen kan bruges som udgangspunkt for planlægning af din hverdag både privat og på jobbet. Brug ikke den lange liste som en ny to-do-liste, men udvælg og skriv så få ting ind i din kalender, og kun som du reelt har ressourcer til. Når du ved dagens ende kan sætte flueben ved dagens planlagte opgaver og aktiviteter, vil du opnå større tilfredshed med dig selv. Så pas på med at være tidsoptimist, det skaber kun følelsen af ikke at være god eller dygtig nok.

 

Prioritér
Hvis du føler, du har for lidt tid, så må du prioritere i det, du skal og vil. Du har 24 timer hver dag hverken mere eller mindre. Indre glæde og følelsen af at være effektiv kommer, når du vælger at lave det vigtigste først. Du skal lære at skelne mellem det, der haster, og det, der er vigtigt for dig selv, ellers risikerer du at lave brandslukning hele dagen og sætte andres behov før dine egne.

 

Lav en "Juhu-liste"
Sørg for at du hver uge laver noget, der gør dig virkelig glad. Det behøver ikke være nyttigt. Lav også gerne en Glædesbog, som du hver aften skriver 3 ting i, der har gjort dig glad eller stolt den dag, gerne små ting. 

 

Lev i nuet
At være nærværende og bruge alle sanserne giver fylde og indhold i livet. Fokusér på at være helt tilstede i nuet. Fortiden er væk og fremtiden er fantasi. Det er kun i nuet, du kan gøre noget. Det, du giver opmærksomhed, får du mere af. Glæd dig over det, du har, det du kan, og det du når. 

 

Vær proaktiv
Tag ansvar for dit eget liv, ved at fokuserer på, hvad du selv kan gøre og ved at tage bevidste valg. Når du siger JA til noget, siger du samtidig NEJ til nogen andet, måske dig selv. Husk at du altid har et valg.
Du skal lære at sige Nej, Hjælp og Pyt med god samvittighed.

 

Hav balance i dit liv
For at få et helt liv, er det vigtigt, at du er godt tilfreds med alle områder dit liv. Find ud af, hvor det halter, og sørg for at gøre noget ved det. Det er vigtigt, at du passer ekstra godt på dig selv i travle og stressede perioder. Læs mere under afsnittet Personlig udvikling.