Stress blokerer din kreativitet

Kender du det, at når du føler dig presset virker alle problemer uoverskuelige? Det er som om du har en blokering. Du stirrer dig blind på problemet, og kan ikke se nogen løsninger eller muligheder. Forskellen på hjernens svingninger med høj eller lav frekvens betyder, at det ikke kan lade sig gøre at være stresset og kreativ på samme tid.

Ved at måle hjernefrekvenser, via såkaldte brainmaps, har videnskabsfolk påvist, at når du har været stresset igennem længere tid, svinger hjernen med en høj frekvens. Det er der, hvor du har tankespind og tænker de samme tanker igen og igen. Det er også her, du kan få en følelse af, at dit hoved er ved at brænde sammen, netop fordi din hjerne er på konstant overarbejde.

Flow

Når du er afslappet, svinger hjernen til gengæld i en langsom frekvens. Det er der, hvor du er kreativ, og hvor du oplever flow og går i et med den opgave, du sidder overfor. Du er 100 % tilstede i nuet og kan glemme tid og sted. Du er positiv og oplever, at alt kan lade sig gøre.

Hvordan kan man gå fra en stresset tilstand til en kreativ tilstand?

Afhængig af stressens varighed og omfang vil det tage kortere eller længere tid, før man igen opnår en kreativ tilstand. Nøglen er at arbejde med sig selv hen imod en tilstand af fysisk og mentalt overskud, så gamle og uhensigtsmæssige vaner afløses af sunde og bevidste valg og handlinger for at holde stressen væk.

Har du følt dig stresset i længere tid, kan det være en god idé at søge professionel hjælp evt. i form af stresscoaching, som er en samtaleform, der tager udgangspunkt i lige netop din stresstilstand. Du får råd og vejledning med konkrete værktøjer til at nedbringe dine stresshormoner, så du igen vil opleve ro i hovedet og balance i livet. I et stresscoachingforløb indgår der også personlig udvikling, hvor du bliver støttet i at bryde uhensigtsmæssige mønstre og skabe nye gode vaner.