Undgå at dit barn udvikler stress

Store krav og manglende nærvær kan belaste børn så meget, at de må indlægges på hospitalet


En skoleundersøgelse fra 2006 viser, at hver fjerde elev oplever stress ugentligt, og hver fjerde barn, som indlægges på psykiatriske afdelinger i Danmark, har lidelser, der kan relateres til stress (kilde: Stressforeningen).

Tempoet i børnenes liv er stigende, og de korte ben har svært ved at følge med. Når voksne oplever stress, kan de melde sig syge, gå til en terapeut eller ganske enkelt stå af ræset. sådan er det ikke for børn. De må følge med i de voksnes tempo, og er på den måde ekstra sårbare.

Stress skal tages alvorligt

På Odense Universitetshospital indlægges hvert år ca. 60 børn med fysiske symptomer på sygdom, men hvor der ikke kan påvises en fysisk sygdom. Der er som regel flere årsager hertil, men typisk hænger det sammen med konflikter i hjemmet eller sygdom hos en forælder. Mange børn lider fx under forældrenes skilsmisse og har svært ved at indordne sig under en deleordning. Børnene har typisk været dårlige længe inden indlæggelsen, og ofte har de forsømt skolen, mens symptomerne er blevet værre.

Børnene er presset over evne og er meget forpinte. For skolebørn er der ofte tale om børn, der mobbes, eller som ikke har de intellektuelle ressourcer til at følge med i skolen - børn, som er kolossal stressede, fordi de er overvurderet i forhold til deres kunnen, og bruger al deres energi på at skjule, at de ikke kan følge med. De klager over hovedpine og støj i klassen. De føler, de konstant er på overarbejde og får en klaustrofobisk følelse, når de er i et tætpakket klasselokale. 

  

 
Forældres stress smitter børnene

Flere og flere forældre oplever en ændring i deres børns adfærd. Børnene klager over smerter i hoved, mave og led, har besvimelsesanfald eller lider af udpræget koncentrationsbesvær. Stress hos børn kan skyldes, at vi har alt for store forventinger til, hvad børn kan klare. Vi kommer i dagligdagen til at give barnet for mange valg, som barnet ikke er gammelt nok til at tage. De bliver præget af ydre pres om at blive til noget og få succes, og derfor deltager de ofte i mange fritidsaktiviteter udover, at de i forvejen bruger mange timer i skole og daginstitution. 

Børn har brug for voksenkontakt

Selvom børn er sammen med voksne hele dagen, føles det ofte ikke som nærhed for børnene. Børn har brug for at blive set og forstået, og hvis mor og far travlt og ofte skynder på barnet, kan det komme til at føle sig overset og med tiden udvikle stress.

Hvis man skal fange børns stress i tide, er det vigtigt at kunne aflæse stress-signalerne hos børn. De første tegn på stress er typisk, at barnet ændrer adfærd. Nogle børn trækker sig ind i sig selv og har svært ved at koncentrere sig i forbindelse med leg og skolearbejde. Andre børn viser vrede og aggressivitet, og søvn- og spiseproblemer er hyppige for disse børn. Der bliver stillet høje krav til et barn, men det er vigtigt, at forældrene forsøger at skabe forudsigelighed i hverdagen. Børn har brug for at forældrene viser, at de har kontrol over situationen og ikke mindst, at de tager lederskabet på sig og tør sætte sig i førersædet. 

Lad børn være børn

Børn har brug for at lege, de har brug for tryghed og tæt kontakt til de voksne - og så har de brug for tid til at slappe af og til at kede sig, i stedet for hele tiden at blive sat i gang med nye aktiviteter.

 

Gode råd til at forebygge stress hos børn

  • Lad være med at vække dit barn for sent om morgenen.
  • Lad dit barn spise i fred og ro.
  • Prøv at undgå at komme op at skændes.
  • Tænk over, hvor mange timer om ugen dit barn har tilovers til fri leg.
  • Begræns barnets tid foran fjernsynet.
  • Pas på ikke at "oversnakke" dit barn, når det spørger dig om ting, det ikke forstår, men svar på det, barnet spørger om - og ikke mere.
  • Undgå unødvendig baggrundsstøj som f.eks. radioen.
  • Skær ned på barnets aktiviteter, hvis kalenderen er fuld.
  • Tænk over, om du selv, dagtilbuddet eller skolen har urealistiske forventinger til dit barn.
  • Vær opmærksom på, om dit barn er ked af noget.
  • Læg mærke til, om dit barn sover og spiser tilstrækkeligt og på regelmæssige tidspunkter.
  • Børn kan ikke skynde sig - undgå derfor at bede dit barn om det.
  • Prøv at tilbringe mere tid sammen med dit barn.
  • Overvej, om der er noget, du skal ændre i dit barns liv, så det bliver mindre stressende.
  • GØR NOGET VED DIN EGEN STRESS!

(Kilde: John Aasted Halse)